Dagbog

Vores liv ændrede sig permanent d. 22. november 2008, men jeg havde ikke troet det ville være så meget.
Jasmin tabte ca. 500 g indenfor de første 2 døgn da ammningen ikke var på plads inden jeg forlod hospitalet og siden jeg ikke kendte noget til at have en bette éen, så vidste jeg ikke hvorfor hun var så ulykkelig, gråden kunne jo betyde hvad som helst
D. 23. november var jeg helt ud af den om aftenen, jeg græd af frustration over jeg ikke kunne lægge hende til brystet og over at mine bryster gjorde så ondt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville amme og det bakkede min mand mig op i.
Vi fik af vide, at der ville komme en jordemoder dagen efter jeg havde født, for at se om alt gik som det skulle, da hun godt kunne se, at amningen ikke fungerede og hun heller ikke kunne hjælpe, sagde hun, at vi skulle tage på fødegangen om aftenen hvis det stadig ikke fungerede.

Så sent på aftenen tog vi på fødegangen for at få hjælp til amningen.

Vi blev modtaget af en ældre dame...først tænkte jeg...oh my good...(de dersens fordomme ku' jeg godt proppe et hvis sted hen!) Den ældre dame var virkelig af gammel skole, men hun kunne sgu sit kram!
Jeg prøvede selv forsigtigt at lægge hende til igen, mens sygeplejersken(den ældre dame) kiggede på, men det fungerede ikke.
Så overtog sygeplejersken, hun tog Jasmins hoved og tvang det til mit bryst og holdte det ellers bare der til hun ville tage fat. Først syntes jeg hun var lige lovlig hård ved hende, men det viste sig at være løsningen efter lidt tid.
Jeg kunne næsten græde da det endelig lykkedes, smerterne i brysterne fortog sig en smule og mit kære barn fik noget af spise - vigtigst af alt!
Jeg var lykkelig!

Den ældre dame henviste mig til en stue sammen med en anden kvinde.
Hun mente bestemt, at jeg skulle overnatte for at være sikker på, at amningen var i orden, men jeg ville ikke overnatte der og slet ikke på en stue med en anden kvinde. Jeg var usikker på det hele. Specielt om jeg skulle få et anfald, nu hvor jeg ikke havde fået så meget søvn de sidste par dage, så damen var så venlig at give mig en enestue - ka' man være mere heldig?
Hun bad mig om at sove lidt, mens min kære mand tog sig af Jasmin - som sagt så gjort og hold da op det var rart med lidt søvn.
Jeg blev vækket 1 time senere, da jeg skulle lægge lillepigen til brystet igen, det gik en lillebitte smule bedre.
Der var vagtskifte og jeg fik en ny sygeplejerske, en frisk ung kvinde som skulle være min løsning på det hele
Jeg fortalte hende min historie om min sygedom, anfald og hvad hospitalet havde lovet mht. at min mand kunne overnatte sammen med os. Hun kunne følge mig hele vejen og ville kigge nærmere på sagen.
Som sagt så gjort, men hun kunne ikke se, at der i min journal stod at min mand havde fået lovning på overnatning, men da jeg sagde jeg ville tage hjem blev hun lidt usikker. Hun ville jo rigtig gerne hjælpe mig og jeg ville gerne overnatte der, da jeg virkelig ønskede at det skulle fungere med amningen, men ikke uden min mand var ved min side.
Så meget mod reglerne sagde hun, at min mand bare kunne være på besøg natten over, men at han skulle "sidde på en stol" .
Han fik intet... Skulle overnatte på gulvet... Jeg havde ærlig talt ondt af ham... Men hans støtte og hjælp den aften/nat og morgen efter var hvad jeg havde brug for, jeg ved ikke hvad jeg skulle ha' gjort uden ham.
Jeg lærte en anden side af ham at kende dér og jeg elsker ham mere og mere for hver dag der gik/går.
Sent dagen efter tog vi hjem, inden da havde jeg fået amningen nogenlunde på plads.
Jeg havde fået en ammebrik og det viste sig at være løsningen, Jasmin tog brystet uden tøven. Vi fik hende også vejet og tjekket af en børnelæge og alt var som det skulle være - lige bortset fra vægten.

Vi skulle de efterfølgende to dage ind på hospitaltet for at få tjekket om hun tog på, og det gjorde hun. Jeg var også oppe hver anden time for at give hende mad. Jeg var sindssyg træt de efterfølgende dage, der fik jeg en smag for, at det ikke er en dans på roser af få så'en en bette éen.

Nå, dagene gik og det gik bedre, vi begyndte så småt at få en rutine.
Det var så rart, at manden havde barsel i 14 dage efter fødslen.

En uge efter fødslen var vi til 60 års fødselsdag.
Jeg havde gruet lidt for den aften. Ville lillepigen sove, hvad med når hun skulle ammes? Kunne jeg få ro til det? Hvad ville hun sige til larmen og alle menneskerne osv.
Men det skulle vise sig, at hun var et pragt eksemplar.
Hun sov stort set hele aftenen og natten på trods af at hun gik på runde blandt kvinderne, jeg var stolt og ikke mindst lettet, men nøøj hvor følelserne kørte rundt i kroppen.
Det var ikke helt let at lade hende gå på runde i starten, men efter kort tid var det faktisk rart at være uden hende for en kort stund